Gå til indhold
Steen Ravnsbæk Kristensen, Managing Director i GLS Denmark A/S
Steen Ravnsbæk Kristensen, Managing Director i GLS Denmark A/S

Pressemeddelelse -

GLS Denmark A/S leverer nyt rekordregnskab

Endnu en gang står pakkedistributøren GLS Denmark A/S bag et særdeles tilfredsstillende regnskab. Kapacitetsudvidelse, øget grad af automatisering og fastholdelse af kunder i et konkurrencepræget marked har resulteret i et rekordår, som overgik virksomhedens egne forventninger.

GLS Denmark A/S kan fremlægge endnu et historisk godt regnskab, denne gang for perioden april 2023 til marts 2024. På toplinjen afslutter GLS Denmark A/S regnskabsåret med en omsætning på 345,2 mio. euro, svarede til en vækst på 1,6% sammenlignet med samme periode året før. Samtidig er nettoresultatet vokset med 12,2% til 38,2 mio. euro.

Både top- og bundlinje er rekord for virksomheden, som har hovedsæde i Kolding og også inkluderer selskaberne GLS Express A/S og GLS Finland OY.

Hos Managing Director, Steen Ravnsbæk Kristensen, omtales regnskabet som særdeles tilfredsstillende:

- Vi kan præsentere et stærkt regnskab, der overstiger vores forventninger. Selvom vi har oplevet stigende omkostninger og et onlineforbrug, der stadig ikke har genfundet samme vækst som før de seneste års kriser, har vi formået at effektivisere forretningen. Det er kun lykkedes grundet en fremragende indsats fra hele organisationen, og det gør mig særlig stolt at vide, hvor meget vi kan opnå, når vi arbejder mod et fælles mål, fortæller han.

Øget effektivisering
Det positive resultat er blandt andet genereret af flere års investeringer i infrastrukturen og en optimering i produktionen. Det gælder især i Kolding, hvor GLS Denmark i 2023 udvidede kapaciteten med et nyt distributionscenter, som har effektiviseret sorteringen af pakker ved hjælp af et fuldautomatisk sorteringsanlæg.

Ifølge Steen Ravnsbæk Kristensen skyldes udviklingen i regnskabet også en pæn tilgang af nye kunder, samtidig med at virksomheden har formået at fastholde eksisterende kunder.

Vores fokus i regnskabsåret 2023/24 har været optimering af vores processer og fastholdelse af vores kunder i et marked, hvor konkurrencen i samme periode er taget til. Vi kan se resultatet af vores investeringer i årets regnskab, og derfor er det ekstra glædeligt med endnu et rekordår, der vidner om, at kvaliteten af tilbuddet, vi kommer til markedet med, skaber værdi for vores kunder og modtagere, siger Steen Ravnsbæk Kristensen.

GLS Denmarks seneste års investeringer har blandt andet betydet, at pakkedistributøren har Danmarks største pakkeshopnetværk og en høj dag-til-dag leveringssikkerhed på 99%. I løbet af regnskabsåret har GLS Denmark samtidig bevaret en høj kendskabsgrad samt den bedste kundeloyalitet hos private forbrugere blandt konkurrerende virksomheder i Danmark (YouGov på vegne af GLS Denmark, januar 2024). Det ses også på pakkedistributørens Trustpilot, hvor GLS Denmark har fastholdt en høj score gennem året.

Kapacitetsudvidelse og innovative løsninger
Forventningerne til det indeværende regnskabsår er, at pakkedistributøren opretholder sin vækst.

- Vi står over for et pakkemarked, hvor vi oplever et øget prispres. Nu skal vi koncentrere os om at effektivisere vores processer gennem øget automatisering og digitalisering, så vi kan imødekomme vores kunders behov i takt med, at deres vækst og markedets udvikling stiller større krav til vores produkter og services,” siger Steen Ravnsbæk Kristensen.

Aktuelt har GLS Denmark nye distributionscentre under opførsel i Ringsted og Randers, som forventes at udvide kapaciteten med henholdsvis 30-35% på Sjælland og 45% i Nordøstjylland. Begge distributionscentre skal efter planen stå færdige i efteråret 2025.

Kategorier


GLS Denmark og GLS Group

GLS Denmark og GLS Express er blandt de største pakkedistributører i Danmark inden for national og international pakkedistribution og kurérkørsel. Selskaberne er en del af GLS Group, der dækker mere end 40 lande i henholdsvis Europa og Nordamerika.

Under mantraet ”Er det vigtigt for dig, er det vigtigt for os” leverer GLS hele pakken. Innovative løsninger til B2B og B2C, herunder flere e-handelsløsninger, mere end 1.700 PakkeShops fordelt over hele landet og dag-til-dag levering med 99 % leveringssikkerhed i Danmark. Mantraet gælder også for virksomhedens mere end 1.200 medarbejdere, som løfter hinanden til nye niveauer – fagligt såvel som personligt.

Kontakt

Marketing og kommunikation

Marketing og kommunikation

Pressekontakt GLS Denmark og GLS Express 76 33 11 00

Kvalitetsførende inden for pakkedistribution i Europa

Med mere end 1.750 PakkeShops i Danmark og et stærkt europæisk netværk er GLS en seriøs partner til det danske erhvervsliv.

GLS

Kokmose 3
6000 Kolding
Danmark